8.8 Portal-to-Go - Hvad er det?

Mottoet for Portal-to-Go er: "Any service... ...on any device". Internettets anvendelse vil udvides fra kun at kunne bruges fra en internet-browser på computeren, til mange nye håndholdte enheder. Mange af dem kræver at hjemmesiderne omskrives/optimeres specielt til hver enkelt enhed. Portal-to-Go fra Oracle løser problemet, så man på en nem måde kan få vist de samme oplysninger på alverdens forskellige enheder, uden at skulle omskrive dem manuelt til hver enkelt.

Fundamentet i PtG er, at man har eet standard-sprog som kan konverteres til alle de andre sprog efter behov. Standard-sproget er XML, og det er i sig selv designet til at man kan konvertere XML-dokumenter til andre sprog, ved hjælp af stylesheets (XSL). Det er nøjagtig det PtG udnytter.

Portal-to-Go har indbygget stylesheets til stort set alle enheder, og det er simpelt at tilføje nye stylesheets, når nye sprog opstår. Man behøver derfor (teoretisk) ikke bekymre sig om hvilken maskine der skal vise det man laver i sidste ende, for det kan vises på hvad-som-helst.

Problemet ved et fælles sprog er, at det skal begrænses til kun at understøtte funktioner som kan vises på samtlige enheder. Man er derfor nødt til at sætte en mindste fællesnævner, så alle enhederne kan være med. Det er eksempelvis stærkt begrænset hvad man kan med en WAP-telefon i forhold til hvad man kan i en WEB-browser, og når begge dele skal understøttes, sætter WAP-telefonen grænsen for hvad der er muligt i PtG.

I mange tilfælde er de begrænsede muligheder ikke et problem. Man kan trods alt lave mange ting indenfor rammerne. Præsentationen i WEB-browseren behøver heller ikke at være så grim visuelt som WAP-versionen, for man kan sætte en masse flotte ting på HTML'en i stylesheetet.

Hvordan får man så sine data ind i PtG? XML-dokumenterne opbygges i adaptere. En adapter henter data fra diverse kilder og leverer dem til PtG som XML. Der er en række generelle standard-adaptere man kan bruge, og man har mulighed for at lave sine egne.

Hele PtG er implementeret i Java, og det er adapterne også. At lave sin egen adapter er derfor ikke sværere end at lave en java-klasse der arver fra en PtG-adapter, og som kan levere korrekt XML til PtG.

I vores tilfælde med projekt MAOV har vi lavet vores egen adapter, hvilket betyder at al udviklingen af MAOV-systemet kan holdes i Java. Vi behøver ikke bekymre os om det tekniske i brugerfladen, da PtG sørger for det hårde arbejde, men kan koncentrere os om brugervenligheden. Vores endelige applikation vil kunne vises og bruges på internettet, WAP-telefoner og fremtidige online enheder, uden at vi behøver at gøre noget for at konvertere til de forskellige enheder, og det er det der er hele ideen med Portal-to-Go.

8.8.1 WEB-stripperen

Portal-to-Go har en funktion der kaldes en WEB-stripper. Den bruges til at tage enkelte værdier fra web-sites. Det virker ved at man specificerer hvilket felt på sitet som værdien står i, og hver gang værdien så skal bruges, henter WEB-stripperen siden, og klipper den ønskede værdi ud. Det er ikke en særlig pæn måde at hente data på, for hvis sidens opbygning ændres, vil WEB-stripperen ikke længere kunne finde den ønskede værdi. WEB-stripperen bliver ikke brugt af MAOV-systemet.